Thyregod Spejderne

Thyregod Spejderne

Sammen rykker vi grænser

Et spejderår fyldt med oplevelser, fællesskab og minder.

24. december 2025 · Nyheder · Skrevet af Mp

Når året nærmer sig sin afslutning er det naturligt at stoppe op et øjeblik og se tilbage på alt det, vi har oplevet og sikke et spejderår det har været! 2025 har budt på masser af eventyr, grin, udfordringer og fællesskab.

Fra de mindste bævere til de ældste rovere har året været fyldt med aktiviteter, der har styrket både færdigheder, venskaber og sammenhold. Uanset om det har været på lejre, ture, ugentlige møder eller særlige arrangementer.

Store oplevelser for de store spejdere

I sommeren deltog de store spejdere i Spejdernes Lejr i Norge. Det er en oplevelse de uden tvivl vil husket i mange år frem.

Dagene bød på alt fra lejrliv og madlavning over bål til aktiviteter, samarbejde og fælles arrangementer med tusindvis af andre spejdere. For mange var det en øjenåbner at opleve hvor stærkt spejderfællesskabet er, også på tværs af sprog og kultur.

Superhelte på Port Arthur

For bæverne og ulvene var turen til Port Arthur også fyldt med eventyr. De tog nemlig på sommerlejr på Port Arthur hvor temaet var superhelte. Her blev fantasien sluppet løs og spejderne kastede sig ud i en spændende fortælling hvor de skulle hjælpe superheltene som Spiderman, Supergirl, Batwoman og Ninja Turtles.

Professor Glemsom havde stjålet superheltenes kræfter og kun ved hjælp af mod, samarbejde og spejderfærdigheder kunne kræfterne vindes tilbage.

Lejren bød naturligvis også på klassiske spejderoplevelser som bål, sang, fællesspisning og hygge i telt.

Gruppetur med spejder-twist

I foråret var hele gruppen samlet på gruppetur til Ravnsøhytten. Her var fokus på samarbejde på tværs af aldre og grene og weekenden bød på både sjove aktiviteter og hyggelige stunder.

Et af weekendens højdepunkter var Trivial Pursuit – spejderudgaven. Her blev spejdernes viden testet i alt fra knob og natur til spejderhistorie og samarbejde.

Rovereventyr på ski

For roverne bød året også på en fed tur da de tog på skitur sammen. For denne tur var ikke kun en klassisk spejdertur med fokus på aktiviteter og udfordringer, den handlede i høj grad om socialt samvær, nærvær og hygge.

Skituren gav roverne mulighed for at mødes på en anden måde end man gør til de ugentlige spejdermøder. Her var der tid og ro til gode snakke, fælles madlavning og afslappede stunder, hvor grin og fællesskab var i centrum. Det er værdifuldt at man i rovergrenen kan mødes som unge voksne og tage på tur sammen.

At tage afsted på tur som rover handler i høj grad om selv at skabe rammerne. Turen var derfor præget af fælles ansvar, planlægning og fleksibilitet, men også af plads til spontanitet og hygge. Uanset om tiden blev brugt på ski, fælles aktiviteter eller afslapning.

Mere end bare aktiviteter

Alt dette er selvfølgelig kun et udpluk af hvad året har budt på. Der har også været masser af gode spejdermøder, små ture, lege, læring og hyggelige øjeblikke, som måske ikke altid fylder mest på kalenderen men som er mindst lige så vigtige. Spejderlivet handler nemlig ikke kun om de store lejre, men også om sjov og fællesskab.

Blikket rettet mod det nye år

Vi glæder os allerede til det kommende år som byder på mindst lige så mange spændende oplevelser. Blandt andet venter endnu en Spejdernes Lejr for de store spejdere, ligesom der igen vil være en gruppetur hvor hele gruppen skal samles. Mere information om dette følger, når tiden nærmer sig.

Vi ser frem til endnu et år fyldt med eventyr, læring og fællesskab og ikke mindst til at skabe nye minder sammen.

En stor tak

Til sidst vil vi fra ledernes side gerne sige mange tak. Tak til spejderne for jeres engagement, nysgerrighed og gode humør. Tak til forældrene for opbakning og hjælp. Og tak til alle der på den ene eller anden måde bidrager til at spejdergruppen kan fungere og udvikle sig.

Vi glæder os til at se jer igen i det nye år og ikke mindst til nytårsparaden den 11. januar.

God jul og godt nytår
Vi ses i det nye spejderår!